jump to navigation

Eksamen

Eksamen består af en skriftlig opgave uden mundtlig eksamen, som afleveres senest den 17. december 2008 kl. 15.00 på eksamenskontoret på ITU.

Der vil i løbet af kurset blive stillet een individuel opgave, der kombinerer design og kommunikation. Aflevering og beståelse af denne opgave er obligatorisk og en forudsætning for at kunne gå til den afsluttende eksamen (altså at kunne aflevere den skriftlige opgave).
Oplæg og introduktion til den bundne praktiske opgave helt generelt kan ses i denne blogpost. Nærmere introduktion til denne opgave følger i forbindelse med undervisningen d. 28/9-2008.

Kravet til den afsluttende skriftlige opgave fremgår af kursusbeskrivelsen:
Kursets afsluttende eksamen er rent skriftlig. Den studerende skal aflevere en opgave på 8-10 sider (dvs 8-10 sider ifølge kursets opgaveformat, se nedenfor), der i videnskabeligt form præsenterer en original undersøgelse eller analyse indenfor et eller flere af kursets emner. Det forventes at projektet i sin udforming også demonstrerer kendskab til den akademisk retoriske stil.

Opgaveformat, sidetal m.v.
Den afsluttende praktiske opgave skal afleveres i det dokumentformat, der er udviklet særligt til denne kursusopgave. Dokumentskabelonen kan downloades her (I kan enten bruge den direkte, eller kopiere formatteringen over i jeres eget dokument).

I skal følge den fontstørrelse, margen m.v. der er angivet i skabelonen, det vil bl.a. sige 10 pkt font for brødtekst/normaltekst. De opgivne sidetal (8-10) er sidetal ifølge dette dokumentformat og altså ikke “normalsider” i diverse variationer og det er incl. litteraturliste!

Kravet til sidetal stiger med hvert ekstra medlem i gruppen: 13-18 sider (2 personer), 15-20 sider (3 personer), 18-23 sider (4 personer).

Hvis I er Mac-brugere eller ikke kan finde ud af at bruge word-templatet, er her en beskrivelse af opgaveformatet i pdf (krav til font, margen, overskrifter, indhold på første side osv).

NB! Se også lidt mere om formalia for opgaven, abstract og krav til forside på Lisbeths slides fra sidste kursusgang d. 23/11.


Opgavens opbygning og struktur

Opgaven er i sin opbygning og udformning tænkt som værende lig en typisk videnskabelig artikel som man ville indsende til en konference eller lignende. Bemærk derfor, at I som indledning til opgaven skal skrive et kort abstract på max. 120 ord på engelsk (hvor/hvordan angivet i dokumentskabelon) – udover at det er tradition fra mange videnskabelige papers, så er det også tænkt som øvelse i at skrive et godt abstract til jeres speciale! Herudover skal eventuelle screenshots og billeder integreres i teksten (men sidetal beregnes _uden_ screenshots) og der kan ikke vedlægges bilag, men dog henvises til websites, hvor evt. bilagsmateriale kan findes.

Opbygningen er lig hvad I er vant til fra en akademisk opgave: man præsenterer undersøgelsesfelt, teori og metode, “case” og analyse, og til slut “fund” og konklusioner fra analysen, som man til allersidst kan vælge at diskutere eller perspektivere, f.eks. i form af hvad videre undersøgelser kunne gå ud på.

Lidt om opgaveformalia.

Om de formelle indholdsmæssige krav
Med en original undersøgelse, menes en undersøgelse i form af en analyse eller et empirisk projekt, der studerer og diskuterer den retoriske praksis, de retoriske problematikker eller de retoriske udfordringer inden for et bestemt digitalt emneområde. Det er ikke en original undersøgelse, hvis en forsker f.eks. allerede har studeret “dit” website ud fra lige præcis det perspektiv, du har tænkt dig at anlægge. Det er en original undersøgelse, hvis du f.eks. studererer websitet fra et nyt perspektiv (ser efter andre ting, bruger et andet teoretisk begrebsapparat osv). Det er også at betragte som en original undersøgelse, hvis du ser på et website eller digitalt retorisk fænomen, som ingen før har studeret, men anvender en gennemprøvet metode, som andre måske har anvendt på tilsvarende fænomener: hvis du gennem din analyse kan verificere, supplere eller måske delvist modbevise en hypotese opstillet af en anden akademiker, er det nemlig også “originalt”.

Hvad menes der med “kendskab til den akademisk retoriske stil”?
Der vil i vurderingen af opgaven blive lagt vægt på, at I er i stand til at følge akademiske standarder, som f.eks. konsekvent at anvende den referencepraksis, I er blevet bedt om at bruge (se dokumentskabelonen). Det forventes, at I demonstrerer, at I er stand til at argumentere på en akademisk overbevisende måde (f.eks. at jeres påstande udbygges med faktuelle eller beviselige belæg, at det er tydeligt for os, hvilken metode I har anvendt osv).

Individuel versus gruppeopgave?
Den kursusansvarlige anbefaler, at I skriver opgaven individuelt, hvis I også planlægger at skrive speciale alene – for på den måde at få træning i at arbejde med og disponere et akademisk stof selv.
Men hvis der er gode grunde til at skrive sammen (som f.eks. at I skal skrive specialeprojekt sammen), er det også muligt. I skal da være opmærksom på, at siden eksamen på dette kursus består af en skriftlig opgave uden mundtlig eksamen, så skal I efter de nye eksamensregler, opgive præcis hvem i gruppen, der er ansvarlig for hvilke dele af opgaven, så vi stadig kan give jer individuelle karakterer.

Eksempler på tidligere opgaver
Her er nogle eksempler på gode opgaver fra foråret 2008 (med ca csamme template som I skal bruge):
Opgave om kampagnewebsite for en NGO
Opgave om troværdighed på nyhedssites (teoretisk orienteret)
Opgave om hvordan man skal informere om menstruation på nettet (hvad kan man lære af kommercielle sites?)
Opgave om bedemandssites på nettet (genreorienteret)

Kommentarer»

1. Martin - oktober 24, 2008

Er der nogle som mangler en at skrive sammen med? Jeg har ikke fastlagt emne endnu, men er åben for en evt. skrivemakker.